03/07/2025
Jeg skød Jeff™ i gang i sidste uge, og det går strålende. Spændende projekter tikker ind, og jeg glæder mig til at vise, hvad jeg brygger på, når det er klar til at komme ud i verden.
I mellemtiden får du en personlig introduktion af mig og den hund, der har lagt navn til biksen.
Jeg hedder Mads og har altid haft hovedet fyldt med kreative idéer. I skolen tegnede jeg i timen i stedet for at følge med. Da jeg fik en computer, gik jeg i gang med at lege rundt i Photoshop. Lidt kodning. Så musik og sangskrivning. Videoer. Fotografi. En smule kunstmaling. Grafik- og webdesign og udvikling.
Jeg har en baggrund i musikbranchen som vokalist, sangskriver, og underviser. Jeg byggede mit eget brand op og fik succes med det. Da der begyndte at komme penge på bordet, lærte jeg at drive forretning og styre det administrative, mens jeg lavede artworks, posters, logoer, musikvideoer og markedsføring. Først for mig selv og så for andre.
Jeg begyndte at forstå, hvordan det visuelle, tekniske og strategiske kunne understøtte og styrke produktet og brandet. Hvordan helheden er nødvendig for at blive set, forstået og husket.
Derfor tog jeg en uddannelse som mediegrafiker og fik en praktikplads i en techvirksomhed, hvor jeg lavede grafik, hjemmesider, SEO og support. Jeg blev færdiguddannet og arbejdede i en fast stilling, men jeg vidste, at mit potentiale lå i et mere kreativt og frit miljø.
Så jeg lavede en plan og tog alt det, jeg kunne og brændte for, og samlede det i et kreativt studie: Jeff™ Creative Studio
Navnet var nemt. Det lå og snorkede ovre i vinduet. Jeff er min lille brune franske bulldog på halvandet år. En tryghedsnarkoman, der følger mig overalt. Det var oplagt, at han skulle være frontfigur med den personlige og langsigtede tilgang, Jeff™ bygger på.
Jeff™ hjælper med at finde retning, tage form og vokse igennem visuel og digital kommunikation.
Jeg designer brands og bygger alt det visuelle og digitale omkring med fokus på at styrke brandet og sikre, at det taler klart og tydeligt til målgruppen.
Kunne du bruge en kreativ samarbejdspartner? Så lad os tage en snak om, hvordan mig og Jeff kan hjælpe.
Du kan tjekke noget af mit arbejde ud på www.jeff.dk