23/02/2021
🆘 S.O.S. FRA VIRKELIGHEDEN 🆘
Mariiah Maxwell driver sin egen frisørsalon i Valby og hun deler her sin historie om nedlukning og det at være selvstændig.
”Det her er min butik.. eller.. For andres øjne er det en butik. For mig.. er det mit livsværk, mit hjertebarn og en stor del af hele min eksistens..
Jeg hedder Mariiah, jeg er 39 år og jeg lever og arbejder i Valby.
I snart 7 år, har min salon ‘egoisten, perfektionisten & Originalen’ sat rammen for mit liv. Det er nemlig sådan det er, at være selvstændig. Det er ikke et arbejde, men en livsstil. Og en livstil jeg elsker! - ellers var den umulig.
Jeg har knoklet, mere end de fleste ville kunne holde til. Min timeløn er lavere end de fleste ansattes. Jeg holder max 3 ugers ferie på et år og helligdage er ikke hellige hos mig. Der er ikke noget der hedder ‘barns første sygedag’ og generelt bestemmer min butik hele min private færden. Jeg elsker alt ved det! Jeg elsker mit arbejde! Og gaven er, at jeg kan lægge mine længste arbejdsdage i den ene uge, så jeg kan være den bedste mor i den anden uge, hvor jeg har mine børn.
De fleste tænker, at selvstændige har røven fuld af penge. At det er drivkraften for deres virksomhed. Det er fuldstændig misforstået. Jeg er selvstændig, fordi det passer ind i mine rammer for, hvordan jeg er den bedste mor og det samtidig økonomisk kan hænge sammen.
Der findes ingen arbejdsplads, der kan tilbyde mig den arbejdsplan jeg kører, så jeg har skabt den selv.. Fra rå murstenvægge til en butik, hvor jeg kan forsørge mig selv og mine børn og samtidige spytte en ordentlig sjat i statskassen.
Der har aldrig været så meget omtale for ‘den lille frisør’, som der har været det seneste år. Jeg blir glad, når jeg hører den omtale. For jeg er den lille frisør. Jeg føler mig set. Og så stopper det ligesom også der.
Ordene er fine. Løfterne er store. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har hørt sætningen ‘vi holder hånden under de selvstændige’.
Med hjælpepakker, som de færreste af os kan gennemskue logikken i, ansøgningsperioder som ikke følger med nedlukningsperioderne, revisorsalærer som de færreste har råd til og komplicerede formuleringer som de færreste af os forstår, føler jeg mig bestemt ikke ‘holdt hånden under’. Og jeg er ikke den eneste. Forskellige platforme fyldt med selvstændige som det seneste år har været desparate og top forvirrede over hvordan man finder hoved og hale i ansøgninger, hvad der kræves og hvornår kompensationen bliver udbetalt.
‘Vi skal være glade for, at der overhoved findes kompensation’ siger mange.. og det er rigtigt. Det skal vi være glade og taknemmelige for. Men i et land, der har så stor fokus på ligestilling, kan det undre mig, at man deler befolkningen op på så uretfærdig vis, som vi er delt op nu.
De ansatte har heldigvis været sikret med en lønkompensation fra starten. Mange kan arbejde hjemme. Mange selvstændige kan fortsætte deres firma ubemærket. Der er sågar blevet uddelt en tudse til pensionister, studerende osv.. og så er der os. De sørgelige rester af hårdt arbejdende selvstændige der ikke må gøre vores arbejde og skal kæmpe for at blive kompenseret på lige fod med andre. Og man kan fristes til at tænke, hvis det ikke var for de selvstændige, havde der så overhoved været den store pose penge, at dele ud af? Hvem er det i virkeligheden der betaler den største del af kompensationsgildet?
Mange siger ‘de selvstændige kan lave gavekort og onlinesalg’ Mit job er et håndværk, som jeg i øvrigt er meget stolt af. Det sælger jeg ikke online. Og et gavekort bliver først en reel indtægt, når arbejdet er udført, indtil da er det et lån vi tar hos vores kunder. Vi kan låne pengene i banken, hvis vi ikke kan betale vores moms. De skal betales tilbage. Og hvis en selvstændig i forvejen arbejder 70 timer for at ha en sund virksomhed, hvor skal de ekstra timer til at betale gælden så hentes? Min arbejdsdag slutter jo ikke, når jeg lukker døren. Der er regnskab, indkøb, vedligeholdelse og mange andre ting, der følger med at drive en virksomhed.
Lige nu er der rigtig mange selvstændige, der kommer igennem deres regninger med almisser fra familie og venner. Det kan ikke blive ved. De flestes likviditet er brugt. Kassen er ved at være tom. Skuden er ved, at synke alt imens vores frontfigurer vinker til os på behørig afstand.
Jeg taler på alle selvstændiges vegne, når jeg som minimum forventer og kræver retfærdig ligestilling på kompensationsfronten. Og når hele denne lange smøre summes op er jeg egentlig mest af alt efterladt med spørgsmålene..
Hvor mange virksomheder har Danmark råd til at miste, når regningen skal betales?
Og hvor meget uretfærdighed og forskelsbehandling kan vores land bære?”
__
I den kommende tid vil jeg låne min profil ud til erhvervsdrivende, der kan fortælle om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af Coronakrisen. Et S.O.S. fra virkeligheden.
Har du en historie at fortælle, må du meget gerne skrive den i en kommentar eller sende den til mig på: [email protected].
