02/01/2019
New visual identity for Aalborg Kongres & Kultur Center - one of Scandinavia’s biggest and most flexible congress and culture centres.
---
Aalborg Kongres & Kultur Center har gennem en længere årrække benyttet et logo med en fløjtespillende harlekinfigur. Det er dog på det seneste gledet stadig mere i baggrunden og centret lancerer nu en ny visuel identitet, der understreger, at der er tale om et internationalt eventsted med stærkt fokus på bæredygtighed og unikke oplevelser inden for tre hovedområder: Musik og teater, møder og kongresser samt messer og udstillinger.
Det nye logo rummer en mængde trekantformer, der kan lede tankerne hen på Aalborg Kongres & Kultur Centers hovedområder, de tre geografier Nordjylland, Danmark og Verden, trekanten som symbolsprogets udtryk for det ideelle og det græske bogstav delta, der stillet oven på det matematiske symbol nabla danner et element i et harlekinmønster. For logoets uafsluttede cirkel gælder, at den kan tolkes som bestræbelsen på og vejen mod i et og alt at være bæredygtig og dermed ”come full circle”. Bogstaverne ”AKKC” indgår også i logoet, men er ikke i sig selv det bærende udtryk – og logoet er således ikke afhængigt af, om Aalborg Kongres & Kultur Center i et længere perspektiv bruger denne forkortelse.
I kraft af Aalborg Kongres & Kultur Centers stærke fokus på bæredygtighed er den nye identitet introduceret i grønne nuancer, men også andre farver kan komme i spil. Identiteten er således ikke født med faste farver, som man er tvunget til at anvende uanset sammenhæng, men kan afstemmes ud fra et farveunivers, der medvirker til at understrege de mange og forskelligartede sider af Aalborg Kongres & Kultur Centers virke.
Den visuelle identitet er udviklet af Design Director Leo Griffin i samarbejde med Senior Graphic Designer Kasper Dyrvig Randorff, begge fra Modern Marketing-bureauet KONXION.