21/05/2024
Lund Print og Reklame bliver købt af Dystan & Rosenberg
Vi er glade for at kunne afsløre, at Lund Print & Reklame er blevet købt af Dystan & Rosenberg.
Hos Lund Print & Reklame er vi super glade, og ser ind i en fremtid, hvor vi kan tilbyde vores kunder flere løsninger og større kapacitet. Anja Lund ansættes som ny grafisk rådgiver hos Dystan & Rosenberg.
Og nyheden sker i kølvandet på, at Dystan & Rosenberg for under 1 måned siden kunne annoncere, at de efter mange års samarbejde med ”Københavns Papæskefabrik” også kendt som ”Stanton” var blevet enige om at samle kræfterne i Herlev.
Dystan & Rosenberg er i forvejen Sjællands bredeste grafiske hus og med opkøbet af Stanton, udvides bredden endnu mere. Opklæbning og stans af skilte, POS og bølgepapemballage samt ikke mindst stans og limning af æsker er blandt Stantons spidskompetencer.
For Dystan & Rosenberg betyder købet af Lund Print & Reklame, at deres i forvejen ekspansive afdeling for storformat får tilført nye maskiner og spændende opgaver. Kapaciteten øges både på rulleprint, etiketproduktion og tekstiltryk.
Dystan & Rosenberg er kendt for at gå den ekstra mil for kunderne og da Lund Print & Reklame er kendt for det samme, er det et fantastisk godt match. Vi glæder os rigtig meget til at fortsætte i Dystan & Rosenberg regi.